Besøg af AmagerLiv
I går havde vi fornøjelsen af et besøg fra AmagerLiv til en snak om vores nye farm på Siljangade og passionen der driver os. Det resulterede også i et par flotte billeder taget af Olivia Loftlund fra dagens høst og den daglige inspektion.
Link til artikel
Som nævnt i artiklen har Jens, såvel som Sebastian, været på en lang læringsrejse siden de begge startede i det små med hygge dyrkning af grønt på hjemmefronten.
I en helt ny industri er der ikke mange facit, så vores to founders har måttet opfinde næsten alle aspekter af Nabo Farm, som den ser ud i dag. Det gælder både udvikling af software, bygning af vandingssystemer, klimakamre, sensorer og sågar designet Nabo Farms egne høstværktøjer. Alt sammen med en motivation om at gøre det så miljøvenligt så muligt. Som der også nævnes i artiklen, så er det dét der får os op om morgenen.
I Danmark er størstedelen af vores landbrugsland øremærket foderproduktion og vi har ikke meget mere jord at gøre godt med uden yderligere at beskadige vores biodiversitet. Urbant landbrug er med til at skabe mere "frugtbar jord" i den forstand at byens beton kan omdannes til små “mad maskiner”. Som et plus forsimpler det samtidig også hele fødevarekæden, da råvarerne kommer helt tæt på slutforbrugeren. Vi kan se, at det gør en forskel, og vi glæder os til at bygge mange flere Nabo Farme i fremtiden.